Typiske fejl

Uden at fornærme nogle, men udelukkende ment som en hjælp, er her nogle typiske fejl, som vi oplever i “vores verden”.

Opløsningen på billedet er ikke stor nok
Mange henter billeder fra internettet og bruger disse som illustrationer.
Opløsningen på et billede fra nettet er normalt 72 ppi (pixels per inch).

Til en tryksag skal opløsningen være mindst 330 ppi (mindre kan i visse tilfælde gøre det)
– Alt efter om det skal vises i 50% eller 150%.

Stregillustrationer scannes i ca. 600 dpi (dots per inch).

Er der tale om sort/hvid og farvebilleder, der skal bruges i en 100% gengivelse og trykkes med et 54 liniers raster, skal de indscannes i 329 dpi*.

* Tallet 329 fremkommer ved at man ganger antal tryklinieraster – 54 linier – med 2,4 (hvilket giver det nødvendige antal scannelinier pr. cm) og ganger herefter med 2,54 (fra tomme til cm) for at omregne til dpi-værdien.

Ønkes opgaven trykt i et højere linieraster f.eks. 64 linier bliver nøgletallet 64 x 2,4 x 2,54 = 390 dpi.

Billeder bør lageres i tiff-format, der ikke er LZW-komprimerede.

Farverne er ikke trykfarver
Billeder og farveelementer i tryksagen skal være i defineret som CMYK eller gråtoner.

Ikke RGB eller indekserede farver. Da disse anvendes til skærm- og internetbrug.

CMYK/RGB
RGB (kun til skærmbrug):
RødGrønBlå er den model, der bruges til at danne farver på en skærm – f.eks. tv og computerskærme.

CMYK (til tryk):
CyanMagentaGul (Yellow) og Sort (Keycolour) er betegnelsen for farverne i firefarve-systemet, der bruges til trykning.
Her kan den førnævnte RGB-farvepalet ikke bruges.

Tryk til kant! (bleed)
En ting man skal være meget opmærksom på i sit layout er, når et billede eller et andet farvet element går til kant på siden. F.eks. i en folder eller på en plakat.

Her er det vigtigt, at man trækker billedet eller det enkelte element ud over kanten på siden – minimum 3 millimeter. Og så i øvrigt genererer sin pdf-fil med bleed.

Det gøres af hensyn til beskæringen af tryksagen. Hvis man ikke trækker ud over kant, risikerer man, at der kommer en tynd hvid streg yderst på siden.

Skrifter/fonte
At bruge skrifter kan også være en faldgruppe.

HUSK at “embedde” fontene når du laver din pdf-fil. Er skrift-informationer ikke skrevet med i pdf-filen – vil skrifterne med stor sandsynlighed fejle i det videre forløb.