Trykte blade virker

Der kan godt være penge at spare ved at nedlægge det trykte blad og lægge indholdet på nettet. Men læserne elsker det trykte medie. Det forbindes med selvforkælelse og troværdighed. Og så er det eminent til at skabe loyalitet, skaffe flere kunder i butikken og udløse mere trafik på hjemmesiderne. Der er altså god grund til at tænke sig om.

Af Claus Ørnbjerg Christensen, Kongsvang Bogtrykkeri A/S
og Allan Werk, WERKs Grafiske Hus a|s

Da brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer for nogle år siden skulle relancere sit magasin, Food & Culture, undersøgte man først læsernes holdning til en trykt eller elektronisk udgivelse. Læserne var ikke i tvivl. De ønskede, at bladet fortsat skulle udkomme på tryk. De foretrak et papirmagasin, som de kunne fordybe sig i. På nettet var deres tålmodighed ikke nær så stor.

Eksemplet er langt fra enestående. Undersøgelse på undersøgelse viser, at læserne er glade for trykte blade. De forbinder læsningen med kvalitetstid, og de elsker at trække benene op under sig i sofaen, række ud efter tekoppen og hengive sig til bladringens glæde.

En frisk undersøgelse, som Grafisk Arbejdsgiverforening foretog dette forår sammen med analyseinstituttet YouGov, viser, at 70 pct. af de adspurgte fortrækker at læse deres magasiner og yndlingsblade på glittet papir, mens kun fire pct. vælger iPad’en eller computeren.

Samme resultat ligger i en anden undersøgelse, som Post Danmark foretog i det tidlige forår. Her svarede 80 pct., at de foretrækker at læse magasiner på tryk, mens 61 pct. havde det på samme måde med medlemsblade fra humanitære organisationer, fagforeninger og idrætsforeninger.

Knytter bånd til læserne

Den humanitære organisation SOS Børnebyerne fik bekræftet dette, da man ønskede at kende effekten af foreningens blad. Her var analyseinstituttet TNS Gallup involveret.

Og denne undersøgelse viste, at 78 pct. af læserne – altså fire ud af fem – udtalte, at bladet SOS-Nyt påvirkede deres opfattelse af SOS Børnebyerne i positiv eller meget positiv grad. Og næsten seks ud af ti sagde, at det trykte blad motiverede dem til at give en ekstra skærv til foreningens arbejde.

Skaffer kursister

Det trykte medie skaffer også kunder i butikken. Domstolsstyrelsen fik 1.000 flere tilmeldinger til sine kurser, efter man udgav et trykt katalog. Da det alene lå på nettet, var der store medarbejdergrupper, som aldrig fik klikket sig ind og meldt sig til. Men efter det trykte kursuskatalog udkom, opstod der for første gang ventelister på stort set alle Domstolsstyrelsens 270 kurser.

Den samme erfaring har Media College Aalborg gjort. Hver gang kataloget sendes ud, er der stor respons blandt modtagerne og mange kursustilmeldinger. En markedsundersøgelse spurgte i den forbindelse ind til, om modtagerne foretrak den trykte eller digitale version. Det var i feltet ud for den trykte version, der blev sat flest krydser. Og den dag i dag er det fortsat skolens oplevelse, at tilmeldingerne først rykker, når det trykte medie er sat i spil.

Synergien mellem web og det trykte medie skal heller ikke underkendes. I december 2010 konstaterede Guldsmedbranchen, at foreningens website fik 12.000 flere unikke besøg end normalt – lige efter et trykt katalog var sendt ud.

Kortsigtet fortjeneste

Vi kunne godt blive ved, men af hensyn til spaltepladsen vil vi stoppe her og konkludere: Jo, der kan godt være en kortsigtet fortjeneste ved at droppe det trykte medlemsblad, men som eksemplerne her dokumenterer, rummer dette medie store gevinster. Og hvis man spørger medlemmerne, er svaret klart – de vil have det på tryk.

Der er grund til at tænke sig grundigt om, inden man skifter papiret ud med skærmen. Vort sidste budskab skal derfor være, at man inden beslutningen gør sig selv og ikke mindst medlemmerne en tjeneste ved at klikke ind på branchesitet www.tryksag.dk, hvor man kan finde undersøgelser, analyser og cases, der beskriver de fordele, som knytter sig til tryk.